PHILOSOPHIE DES UNBEWUSSTEN

BESKRIVELSE

Eduard von Hartmanns magnum opus Philosophie des Unbewussten var en filosofisk sensation, da bogen første gang udkom i 1869. Værket overskyggede både Bahnsens, Mainländers og Nietzsches forfatterskaber som den dominerende post-schopenhauerske stemme i det slut 19. århundredes pessimismekontrovers. Hartmann kritiserede dog selv i sin Philosophie Schopenhauers ikke-teleologiske viljesbegreb (bd. I: 25) og individuelle, asketiske viljesfornægtelse (bd. II: 398-399). Han besad desuden en forkærlighed for Schellings panteistiske naturfilosofi (bd. II: 392), og ikke mindst overtog han en art hegeliansk udviklingsoptimisme angående fornuften – "So schauderhaft die Perspective dieses perpetuirlichen Kampfes vom eudämonologischen Standpunct ist, so grossartig erscheint sie vom teleologischen im Hinblick auf das Endziel einer möglichst hohen intellectuellen Entwickelung" (bd. I: 333). Ikke desto mindre gør hans opfattelse af bevidsthedens harme – "Mit Schmerzen wird es geboren, mit Schmerzen fristet es sein Dasein, mit Schmerzen erkauft es seine Steigerung" (bd. II: 393) – hans omfattende kritik af lykkens illusoriske væsen (bd. II: 295-390) og hans længsel efter den pinefulde tilværelses ophør til fordel for intethedens smertesløse favntag - "[...] wir glauben an ein Ziel des Processes, das uns die Erlösung von der Qual des Daseins bringt [...] die schliessliche Erlösung vom Elend des Wollens und Daseins zur Schmerzlosigkeit des Nichtwollens und Nichtseins" (bd. II: 397) – ham alle fortjent til mere og andet end den øredøvende tavshed, han, ligesom så mange andre af Schopenhauers umiddelbare efterfølgere, er blevet mødt med.