UDYRET / DAS UNTIER
BESKRIVELSE
Das Untier. Konturen einer Philosophie der Menschenflucht (Udyret. Konturer af en menneskeflugtens filosofi), der udkom første gang i 1983 på forlaget Medusa, vakte allerede dengang foragt hos de »humanofile fanatikere«, hvis sædvanlige virkemidler – forkætrelse og fortielse – hastigt sikrede, at værkets forfatter, professor emeritus i anglistik Ulrich Horstmann, fik sin korte stund i mediernes søgelys, for derefter, som så mange andre post-schopenhauerianere, at blive overladt til den pessimistiske ravnekrog, hvis bygninger – oftere bræddeskur end elfenbenstårne – huser åndshistoriens forhadte gespenster. Til trods for de mange genoptryk, værket efterhånden har været igennem (seks oplag hos Suhrkamp fra 1985-1998, seks oplag hos Johannes G. Hoof fra 2004-2016 samt i bind 1 af Horstmanns Gesamtwerk fra 2017), har det først på det seneste formået at slå sine bitre rødder hinsides sit oprindelige, tysktalende publikum, først med oversættelsen til spansk, El monstruo, udgivet af Ediciones Sequitur i 2024, nu med denne danske oversættelse, og inden længe også med en engelsk oversættelse under titlen The Beast.
Hvad bogens indhold angår, opsummeres det i den danske oversættelses efterhængte essay som følger:
»Den uforbeholdne inversion af atomkraftspørgsmålets apokalyptiske potentiale, det åndshistoriske overblik over den antropofugale fornufts adspredte klarsyn, den udførlige kritik af humanofiliens dilettantiske jamren, det indgående inventar over de konkrete midler til tilværelsens ophør – alt dette fremstår mindst lige så radikalt nu, som det må have gjort under det 20. århundredes hovedløse fredsbevægelser. Udyret udgør altså unægteligt et storslået bidrag til apokalyptikkens litterære kanon, og Horstmann bør følgelig indtage sin retmæssige plads blandt pessimismens panteon.«