DIE PHILOSOPHIE DER ERLÖSUNG

BESKRIVELSE

Philipp Mainländers livsværk, Die Philosophie der Erlösung, hvis to dele udkom i henholdsvis 1876 og 1886, var, på ærketysk manér, ifølge forfatteren selv kulminationen på ikke alene al filosofi, men også al religion: "Meine Lehre ist mithin im eminentesten Sinne des Worts Abschluß aller philosophischen Systeme und zugleich Metamorphose der echten Religion." (bd. II: 237). Som en af Schopenhauers umiddelbare efterfølgere overtog Mainländer grundidéen om viljens metafysiske blindhed samt bestemmelsen af livet som lidelse, om end han stillede sig kritisk over for bla. mesterens ontologiske monisme og den deraf følgende afvisning af selvmordets forløsning (bd. I: 348-349 / 545-547). Mainländer angiver især tre korrektiver til Schopenhauers forståelse af verdensviljen: (1) Viljen, tilværelsens grundlæggende væsen, er ganske rigtigt altomfattende, men individuel (bd. I: 50 / 326); (2) Viljen, der ifølge Schopenhauer resulterede i livets udfoldelse, er snarere en vilje-til-døden, en evindelig stræben mod intethedens nirvana (bd. I: 326-336); (3) Med døden følger ikke blot ophøret af den individuelle viljes skin, men snarere udslukkes selve viljen i overgangen til ikke-væren (bd. I: 474-482). Mainländers særegne forståelse af viljens metafysik foranledigede særligt to filosofiske erkendelser. Den første af disse er, at tilværelsen, altings eksistens, er en følge af Guds selvmord. Som en art blasfemisk omvendelse af den kristne treenighed påstod Mainländer, før Nietzsche men efter Hegel, at Gud var død. Denne opfattelse tjener til at forklare forholdet mellem Mainländers nominalistiske viljesbegreb og den sammenhæng, der består mellem alt, der eksisterer: "Aber diese einfache Einheit ist gewesen; sie ist nicht mehr. Sie hat sich, ihr Wesen verändernd, voll und ganz zu einer Welt der Vielheit zersplittert. Gott ist gestorben, und sein Tod war das Leben der Welt." (bd. I: 108). Den anden erkendelse er, at intetheden trumfer eksistensens elendighed - "Das Leben überhaupt ist ein »elend jämmerliches Ding«: es war immer elend und jämmerlich und wird immer elend und jämmerlich sein, und Nichtsein ist besser als Sein." (bd. I: 207-208) - og at selvmordet, den egenhændige bortgang, derfor ikke alene er en berettiget, men også fuldt forståelig gerning: "Wer die Bürde des Lebens nicht mehr zu tragen vermag, der werfe sie ab. Wer es nicht mehr aushalten kann im Carnevalssaale der Welt, oder, wie Jean Paul sagt, im großen Bedientenzimmer der Welt, der trete, aus der »immer geöffneten« Thür, hinaus in die stille Nacht." (bd. I: 349). Mainländers sidste åndedrag, hans overgang til intethedens stille nat, kunne altså meget vel have været et lettelsens suk: "Geht ohne Zittern, meine Brüder, aus diesem Leben hinaus, wenn es zu schwer auf euch liegt: ihr werdet weder ein Himmelreich, noch eine Hölle im Grabe finden." (bd. II: 218).